Selvforsyning og forsyningssikkerhed
Der er ingen tvivl om, at de politiske vinde blæser kraftigt i retning af øget fokus på udfordringerne omkring forsyningssikkerhed. Det giver vind i sejlene for de lande, som forstår at opbygge stærke kompetencer omkring energi- og klimaløsninger – herunder også at sikre en optimal udnyttelse af de naturressourcer, som ligger under fødderne på os.
DI Image1
Skal forsyningssikkerheden opretholdes på lang sigt, er der behov for fortsatte investeringer i infrastruktur. Det omhandler både investeringer i gasforbindelser mellem Danmark og vores omkringliggende samhandelspartnere, men i lige så høj grad investering i infrastruktur mellem installationerne i Nordsøen for derigennem at gøre marginal indvendig mere rentabel.
Væsentligst af alt handler selvforsyning om, at branchen kan være medvirkende til at skabe et positivt bidrag til den danske stat pga. den overordnede provenu, som staten henter fra olieselskaberne samt den positive balance, som selvforsyningen vil have på samhandlen med udlandet.
Det danske samfund vil uomtvisteligt i en lang årrække fremover være afhængigt af olie og gas til dækning af det danske energiforbrug, specielt på transportsiden. Det er stadig uvist i hvilken grad, tempo og med hvilken finansiering, vedvarende energi kan erstatte de fossile brændsler.
En dansk egenproduktion af olie og gas virker som afdækning af det danske samfund mod internationale olie og gas prisændringer og beskytter dermed samfundet mod markante prishop, så længe samfundet har en betydelig eksponering på forbrug af olie og gas.
Og selv om regeringen på nuværende tidspunkt har ambitioner om at sikre uafhængighed af fossile brændsler og skabe den størst mulige grad af forsyningssikkerhed i fremtiden via grønne energikilder, må vi spørge os selv, om vi har råd til ikke at investere i olie- og gassektoren, når det nu reelt er den eneste reelle finansieringskilde, som staten har til håndtering af den grønne omstilling.
